Interview: Jesper Damgaard
09-10-2008 16:10
- Peter Larsen
Først og fremmest.
Hvordan er det at være ”hjemme” i Malmö?
Det er rart at være tilbage. Klubben har betydet meget for
min karriere, og man ser jo ofte, at spillere vender tilbage, hvor de har
startet karrieren. Jeg har altid haft en tilknytning til Malmö, også de år hvor
jeg har været udenlands, så det er helt naturligt for mig.
I anses for at have
en svag backbesætning i forhold til jeres ambitioner, hvad synes du selv som
back og anfører?
Jo, der mangler helt sikkert en førsteback. En spiller, som
kan gå ind at tage ansvar i begge ender, og som virkelig holder høj klasse. Her
drejer det sig specielt om powerplay, hvor vi godt kunne drage fordel af en
back. Samtidig er bredden måske ikke den bedste, da skader hurtigt tynder ud i
vores besætning.
I samme omgang fortæller landsholdskaptajnen, at der
formentlig går 2-2½ uge før han er tilbage på isen.
Hvordan ser du selv
chancerne for at rykke op i Elitserien i år?
Det er svært at sige. Jeg har ikke været med de andre
sæsoner, hvor man har forsøgt at rykke op. På papiret har vi måske ikke ligeså
store navne som tidligere, men op til denne sæson har man kigget på svenske og
etablerede spillere, og på den måde forsøgt at få et bedre holdsamarbejde ud af
det i stedet for. I starten af sæsonen mødte vi en 4-5 hold fra Elitserien, og
der gjorde vi det ganske godt, hvis man ser på ambitionerne om oprykning. Kigger
man i stedet på starten af Allsvenskan, så har det ikke været specielt
prangende.
Du var sidst i Malmö
for otte år siden. Hvordan er tingene i forhold til dengang? I er trods alt en
storsatsende klub med en superarena om en måned m.m.
Dengang jeg var her sidst, var vi toppen af svensk hockey.
Nu er man kommet til en klub i Allsvenskan, som gerne vil tilbage til toppen.
Samtidig synes jeg dog, at organisationen og tingene omkring holdet er blevet
langt mere professionelle. Den nye arena kommer naturligvis også til at gøre en
stor forskel. Den indbyder til spil i toppen af svensk ishockey.
Du har været kendt
for dine mange år i Malmö og Modo, men i de sidste fire sæsoner har du
repræsenteret fire forskellige klubber. Regner du med at Malmö bliver den
sidste?
Det kunne det sagtens blive. Det kommer absolut an på, hvor
lang tid jeg spiller. Jeg er 35 år, når min kontrakt med Malmö udløber, og jeg
regner bestemt med at have flere år i benene der. Så længe jeg har lysten og
fysikken til det, så bliver jeg selvfølgelig ved. Om det bliver Malmö, Danmark
igen eller en helt tredje klub, er ikke til at vide på nuværende tidspunkt.
Mange havde nok set
dig gøre karrieren færdig i Rødovre. Hvad medførte skiftet tilbage til Malmö
Redhawks?
Der var nogle personlige årsager, men naturligvis også noget
sportsligt.
Til oktober får I,
som bekendt, Don MacLean ind som artistspiller. Har du
hørt noget om ham og
hans manglende forberedelser i og før Rødovre?
Jeg snakker stadig en del med Magnus Sundquist (træner
Rødovre, red.). Hvad jeg har hørt, så har han ikke spillet meget pga. deres
antal udlændinge. Han har lavet 56 mål i AHL, men hvad han har lavet i Rødovre,
er nok ikke helt det samme, som mange havde forventet af ham. Det kan være, at
han mest har ventet på at komme til Malmö, og samtidig har han måske ikke haft de
rigtige spillere omkring sig.
Du har jo fået
Nichlas Hardt som holdkammerat. Gør det nogen forskel, at du har en dansker
mere i klubben, eller er du så svensk i forvejen, at det intet gør af forskel?
Det er altid rart at spille med en dansker. Her i Malmö
havde jeg jo Kim
(Staal, red.), og i MoDo havde jeg Morten Green på
holdet. Det er klart, at det betyder
noget på turene osv.
Videre til
landsholdet. Hvordan ser du jeres chancer til OL-kvalifikationen, og hvad
forventer du dig generelt af dette år med landsholdet?
Jamen, jeg håber naturligvis, at vi klarer os igennem
kvalifikationen. Det bliver dog utrolig svært. Bl.a. med Norge, som måske
aldrig har været bedre - i hvert fald ikke de seneste ti år. Jeg tror og håber,
at vi kan vinde og komme til OL. Med hensyn til landsholdet generelt, forventer
jeg, at vi tager endnu et skridt opad rangstigen med en ny udenlandsk træner. Det
er klart, at vi er i en rigtig god udvikling med de tre startere i NHL, samt
Peter Regin og Sebastian Dahm, som har gjort det godt i optakten.
Nu du selv nævner den
nye landstræner. Hvad kender du til ham, og hvad forventer du ikke mindst?
Jeg har en del kendskab til ham. Jeg har mødt ham flere
gange, når vi har mødt andre hold. De andre hold han har haft, har altid
spillet godt rent defensivt. Det er bestemt positivt ved Pär, fordi vi er gode
fremad banen, men ”hjemad” kan vi godt lukke 6-7-8 mål ind, så han kan måske tage
os et skridt op ad stigen. I mine øjne kan han i hvert fald føre os videre.
Vi har efterhånden et
hav af danskere i Nordamerika pga. udviklingen. Ser du det som et problem for
landsholdet, eller er det en del af det at blive en etableret ishockeynation?
Det er en del af, at vi skal blive en bedre hockeynation. Vi
er nødt til at få spillere i verdens bedste liga, så vi kan udvikle os. På kort
sigt er det en ulempe, da vi mangler dem til turneringer osv., men på lang sigt
er det en stor fordel. Kommer nogle af dem fx hjem til VM, så har de noget i
bagagen, som vi andre ikke har. De kan være med til at bane vejen for endnu
flere danskere de næste 10-15 år, som det også er set her i Sverige tidligere.
Andre artikler
04-02-2009 21:03
Optakt til OL-kvalifikationen i Oslo
10-01-2009 08:45
Morten Green om årets udgave af Leksand, landsholdets chancer i OL-kvalen og meget mere.